14.06.2004
Dennis - IT-Future
 |
 |
Jonas Willadsen (ICA nr. 115) og Patrick Zenka (ICA J nr.
77) er bare to af de kørere, som også kan og vil blande sig i
topstriden, selvom de ikke blev nævnt så meget i TV. Her er de
fanget af Karting i Billeder under 1.
afdeling.
Søndag den 13. juni viste DK 4 2 timers udsendelse fra 3. og 4.
afdeling af Peugeot Super Kart, som blev kørt på Thy Karting Center
ved Hanstholm. Der var masser af spændende race i de tre klasser -
ICA Junior, ICA og ICC.
DK 4 havde denne gang valgt at vise begge dages finaleheats for ICA
Junior og ICA. Det skete på bekostning af ICC klassen, hvorfra
der kun blev vist et enkelt finaleheat, samt et interview med
vinderen af søndagens finale (Anders Majgaard). Jeg er sikker på,
at mange gokart-folk var tilfredse med denne
disposition, selvom der også er masser af spænding og
dramatik i ICC.
Resultaterne fra lørdagens løb er opdateret på www.peugeot-superkart.dk så
det må forventes, at søndagens resultater også hurtigt kommer
på.
Michael K. Christensen gjorde endnu engang rent
bord i ICA Junior klassen, mens svenskeren Sonny
Persson vandt begge finaleheat i ICA klassen. Der var
desværre sammenfald mellem et løb i det italienske mesterskab og
Peugeot Super Kart, hvilket betød at blandt andre Nikolaj
Bøllingtoft, Rasmus Haugaard og
Marco Sørensen ikke deltog i Thy.
Kjeltil Engelbretsen fra Norge vandt lørdagens ICC
finale, mens Anders Majgaard vandt finalen om
søndagen. I det samlede resultat er det jo ikke kun finalerne der
tæller, og der er stadig masser af spænding om de endelige
topplaceringer i alle klasser - selvom Michael K. Christensen synes
meget suveræn i ICA Junior.
De sidste to afdelinger af Peugeot Super Kart køres den 18. og 19.
september i Vojens. Personligt vil jeg se frem til at følge løbet
live i Vojens, men jeg vil alligevel glæde mig til at se DK 4
søndag aften. Til næste udsendelse håber jeg at DK 4 vil:
- Følge endnu flere dueller længere nede i feltet
- Følge op på den samlede pointstilling
- Fortælle lidt om, at det samlede resultat ikke kun er afhængig
af finalerne
Jeg håber, der har været seere nok til at vi også fremover
kommer til at se gokart i dansk TV.
Billeder
Her er lidt stemningsbilleder fra første og
anden afdeling af Dansk Superkart - billederne er fra Karting
i Billeder, som også var i Thy - så hold øje med www.photo-d.com - der kommer sikkert snart
friske billeder på nettet.