11.10.2004
Dennis - IT-Future
Marco Sørensen var meget tæt på en podieplads i Parma. Her
er han ved et tidligere løb i Italien.
Allerførst en stor tak til Ruben Sørensen og Ole Haugaard,
som har leveret referat fra løbet i Italien.
Der var 167 tilmeldte kørere, fordelt på 68 ICA Junior, 68 ICA
og 31 Formula A kørere. De 5 deltagende danskere var:
ICA Junior
Marco Sørensen, AAGKK
Thomas Dam, GGK
Michael Kristensen, GGK
ICA
Mike Hasselby, HMK
Formula A
Joachim Stephansen, GGK
Herunder er et kort referat af danskernes resultater, samt top 3
i de forskellige klasser. Alle resultaterne kan ses på kartdromoparma.it.
ICA Junior
Marco Sørensen blev en flot nr. 6 i
tidtagningen. I første kval. heat blev han 4er. Han kom ind kun
6/10 efter vinderen, og nåede at køre hurtigste tid i heatet. Andet
kval. heat blev afviklet på våd bane, og det befandt Marco sig
rigtig godt med. Han vandt heatet hele 6 sek. foran nr. 2.
I finalen skulle han starte som nr. 3. Efter lidt tumult i starten
kom Marco ud af første sving som 5er, men allerede efter første
omgang havde han kørt sig op på 3. pladsen, lige i hælende på de to
forreste. På anden omgang overhalede han 2eren, men så var heldet
også brugt op, for bagved fra femte position kom der en
kamikazepilot og kørte både Marco og de to bagvedkørende af banen.
Marco kom i gang igen, men da var feltet kørt, og han måtte
desværre nøjes med en slutplacering som nr. 20. Han havde ellers
fortjent en podieplacering.
Thomas Dam blev nr. 24 i tidtagningen, men var
rigtig godt kørende da løbet for alvor gik i gang. Han blev 9er i
1. kval. heat og 7er i 2. kval. heat. Det rakte til en
startplacering i finalen som nr. 15. Her kom han desværre med i et
sammenstød, og sluttede som nr. 22.
Michael Kristensen blev nr. 29 i tidtagningen,
og udgik meget uheldigt af begge kval. heats. I opsamlingsheatet
var banen våd, men på vej til at tørre op. Michael og teamet
satsede, som den eneste i feltet, på tørvejrsdæk. Det var et
rigtigt sats! Han kørte hurtigste tider i heatet, og kørte sig flot
op igennem feltet - indtil han igen blev ramt af uheld og måtte
udgå endnu engang.
Top 3 i ICA Junio blev:
1: Marco Zipoli, Tony / Vortex, I
2: David Mengesdorf, Intrepid / TM, D
3: Peter Antonfeld, Mach 1 / TM, HUN
ICA
Mike Hasselby var eneste danske deltager i ICA.
Han blev nr. 15 i tidtagningen, men udgik også meget uheldigt af
begge kval. heats. I opsamlingsheatet startede han som nr. 28, og
kørte sig flot op til en 10. plads. Desværre var det kun de 6
hurtigste, der gik videre til finalen.
Top 3 i ICA blev:
1: Marco Delanca, Intrepid / TM, I
2: Serhiy Chukanov, Birel / TM, UA
3: Ketty D'ambroso, Intrepid / TM, I
Formula A
Joachim Stephansen var også en enlig dansker i
Formular A. Han blev nr. 17 i tidtagningen. Sluttede som hhv. nr.
13 og 14 i de to kval. heats. I finalen skulle han starte som nr.
12. Efter et mindre sammenstød faldt hans nosecone af, og han måtte
derfor udgå.
Top 3 i Formula A blev:
1: Alexander Sims, CRG / Maxter, UK
2: Giacomo Patrono, Biesse / Atomic, I
3: Riki Cristodoulou, Birel / TM, UK
Alle danskerne kører også med i anden afdeling af Parma
Industria. De fleste bliver i Italien og træner hele ugen, så måske
kan de klare sig endnu bedre næste weekend.