12.09.2005
Dennis - IT-Future
Her er de to DASU mestre 2005, Nicolaj Møller Madsen
(Formel Junior) og Kasper Dalby (Pop 1).
Formel Junior
Inden de sidste to afdelinger var Nicolaj Møller Madsen 14 point
efter Jacob Kristensen på førstepladsen, og havde kun 6 point til
Jesper Egebart på tredjepladsen. Nicolaj gjorde fuldstændig
rent bord til de sidste to afdelinger, og kunne dermed vinde 23
point foran Jacob, som sluttede 4 point foran Jesper.
Pop 1
I Pop 1 førte Jonas Sunke inden de sidste to afdelinger,
og efter lørdagens løb i Grindsted var han stadig foran Kasper
Dalby. Søndagen startede også godt for Jonas, der satte tiden foran
Kenneth Hansen, og med Kasper på 3. pladsen. I 2. kval. heat
kom de to konkurrenter i nærkamp, der sendte Kasper uden for
banen og endte med sort flag til Jonas. Kasper fik skubbet igang
igen, men troede han blev vinket i pit af sin mekaniker. Det blev
han dog ikke, og skubbede derfor igang i pitten, og kørte ud
på banen igen. Efter heatet var der megen protest over Dalbys
placering som nr. 15 ud af de 18 deltagere i sidste kval. heat, da
han var blevet overhalet med mindst en omgang af feltet mens han
var ude af løbet (af banen og i pit). Der blev også protesteret mod
at han skulle have afkortet banen, men jeg så ikke selv da han
kørte af og skubbede igang igen.
Jonas måtte således starte noget længere tilbage end Kasper i
prefinalen. Kasper fik en god start og kørte sig frem til sejr i
både prefinalen og finalen. Jonas startede også godt i prefinalen,
men blev stoppet af, at nogle andre var kørt af banen foran ham, så
han kun nåede op på en 14. plads. I finalen fightede han så godt
han kunne, og nåede op på en 4. plads - blot én placering fra at
vinde det samlede mesterskab, som dermed gik til Kasper Dalby.
Casper Plannthin fastholdt sin tredjeplads på trods af en tur på
hovedet efter en brækket styrespindel i et af de indledende
heats.
Kenneth Hansen var flyvende og vandt både tidtagning og alle heats
om lørdagen. Om søndagen var han 2'er indtil han blev involveret i
et sammenstød i starten af prefinalen. På trods af en god fight i
finalen nåede han kun op på en 12. plads, men snuppede 4. pladsen i
den samlede stilling, foran Christian G. Larsen, som ellers også
var stærkt kørende om søndagen.
Pop 2
Pop 2 klassen har været fyldt med talentfulde kørere i år. Til
mange løb har de hurtigste Pop 2 kørere kørt bedre tider end de
bedste Pop 1 kørere. Jack Thomsen var suveræn i 1. afd. i København
hvor kun et forkert dækvalg forhindrede ham i at vinde alt. I
Roskilde vandt han begge finaler, og satte kun få point til. I
Grindsted var det dog Michelle Gatting, Dennis Lind og Patrick
Hansen der satte sig på de forreste pladser, med Patrick og
Michelle som de to finalevindere. Jacks nærmeste forfølger til
titlen som DASU mester, Nicklas V. Olsen mistede dog for mange
point i Grindsted til at han kunne true Jack, som kørte meget
stabilt med alle de pointgivende resultater inden for top 5.
Jacob Nørtofts placeringer i Grindsted lå alle mellem nr. 5 og 9,
og det var ikke nok til at indhente de to førende kørere, så
han beholdt sin tredjeplads, og blev heller ikke truet af nr. 4,
Patrick Hansen, som jo ellers kørte rigtig godt i Grindsted.
Patrick fik et sort flag for at spærre på langsiden da Michelle
Gatting forsøgte at overhale. Han havde ikke kunnet indhendte Jacob
Nørtoft i det samlede resultat alligevel, men det sorte flag
forhindrede ham i den topplacering han kunne have fået i søndagens
finale.

Her er de tre vindere af DASU Ungdoms Cup 2005 i Pop 2. Nr. 1:
Jack Thomsen, nr. 2: Nicklas Vedel Olsen, nr. 3: Jacob
Nørtoft.
Se alle heatresultater fra løbet i
Grindsted på grindstedgokartklub.dk
Se alle samlede resultater på
dasu.dk