Stjernetræf i Racehall Århus 27-29. december

SuperStars of Karting er navnet på et møde mellem nogle af verdens bedste racerkørere fra såvel gokart som banesport og toppen af Dansk karting. Se f.eks. gokart verdensmestrene Jonathan Thonon og Oliver Rowland møde Nikolaj Bøllingtoft, Michael K. Christensen, Ronnie Bremer og Kevin Magnussen - eller rematchen mellem Jan Magnussen, Henrik Lundgaard og Michael Outzen fra DTC.

27.12.2008
Dennis - IT-Future

Lørdag den 27. december startes med træning og tidtagning. Der køres race hele dagen søndag og mandag - og der er masser af tilskuerpladser.

Det er nu tredje år i træk at Henrik Simonsen arrangerer det der startede som 'Bremerjagten', men i år er blevet omdøbt til SuperStars of Karting.

Arrangementet er allerede blevet en tradition, hvor kartingfolket mødes og ønsker hinanden godt nytår på den bedst tænkelige måde - med masser af spændende race.

I 2008 er der kommet endnu flere deltagere fra banesporten - mange af dem har enten selv kørt gokart engang, eller har børn, der kører gokart. Samtidig er det lykkedes Simonsen at få flere udenlandske gokartverdensmestre til at deltage også - så det ser ud til at arrangementet bare bliver større og større.

Lige vilkår for alle150 deltagere
Lørdag og søndag gælder køres der race i udlejningskarterne fra Racehall. Racet er inddelt i 3 vægtklassser - 55 kg, 75 kg og 100 kg. Alle kørere skal have minimumsvægten til klassen - og vil få blyklodser på karten, hvis de vejer for lidt. Til hvert heat fordeles karterne tilfældigt, og der er gjort et stort arbejde for at sikre at karterne er så ens som overhovedet muligt.

Med 150 deltagere i de tre klasser tør jeg godt sige, at det er det stærkeste felt, der nogensinde er samlet på en Skandinavisk indendørs gokartbane, så der er garanti for rigtig meget spændende race.

Indendørs Rotax Max Grand Prix og Lemans
Mandag køres der først indendørs Rotax Max Grand Prix, hvor kørerne stiller med deres egne racerkarts. Der køres med 4 kørere på banen ad gangen, og heat på kun 5 minutter. Kørerne har farvede veste på, så det er let at kende forskel, så også her er der masser af action.

Mandag aften køres der 3 timers lemans for Rotax kørerne.

Du kan se hele deltagerlisten, samt tidsplaner og tillægsregler på bremerjagten.dk

 

Vi ses i Racehall - www.racehall.com

Racehall, Hasselagercentervej 30, 8260 Viby J