Birel fabrikkens direktør, Ronnie Sala, byder Christian
Sørensen velkommen som fabrikskører hos Birel teamet.
Fra Karting Team Christian Sørensen har vi fået denne
pressemeddelelse:
2010-sæsonen bliver en spændende og krævende oplevelse for den
talentfulde karting-chauffør: Christian Sørensen fra Varde. Den
sydvestjyske teenager er netop blevet optaget i Team Danmarks
talent-bruttotrup, som tilrettelægges i samarbejde med Dansk
Automobil Sports Union (DASU). Som vigtig ballast har Christian
Sørensen desuden skrevet kontrakt som fabrikskører i Karting
Formula 3 (KF3) med italienske Birel Motorsport, som har base i
Monza tæt ved den berømte Formel 1-bane.

Christian Sørensen kørte hurtigere tider end fabriksteamets
kører fra 2009 i den seneste test. Birel mærket er iøvrigt ikke nyt
for Christian, der kørte i Birel både som Cadetti og Formel Junior
kører.
Birel rangerer i TOP TRE på verdensplan blandt de skrappeste
karting-fabrikater, oplyser Christian Sørensen. - Fabrikskontrakten
er derfor en fornem platform samt god ballast for mit sidste år i
KF3, hvor jeg således får mulighed for at være helt på forkant med
nyudviklingen inden for kart-fabrikationen.
Birel Motorsport har netop fejret 50 års jubilæum som leverandør
til kartingsporten, hvor Italien har etableret en afgørende
førertrøje. Dette har baggrund i mulighederne for tests på
karting-banerne hele året rundt, hvor man f.eks. i Danmark må holde
4-5 måneders udendørspause hen over vinteren.
Far: Erik Sørensen forklarer om baggrunden for de spændende
muligheder i 2010: Christian har oplevet en fornuftig
2009-sæson, hvor han var yderst tæt på en finale-kvalifikation i
Europamesterskabet (EM) samt deltog i finalen ved World Cup. Han
har desuden kørt i det tyske mesterskab (DJKM), hvor slutresultatet
blev en femmer sammenlagt efter en flot toer i DJKM-finalen. I 2009
forbedrede Christian desuden banerekorden på den belgiske
EM-topbane i Genk.
Altafgørende for Birel Motorsports interesse for Christian Sørensen
har baggrund i, at Varde-knægten kørte afgørende hurtigere end
norditalienernes 2009-fabrikskører ved testkørslerne af
2010-materiellet.
I 2010 skal jeg deltage i de to topserier: Winning Series Karting
(WSK) Europe og WSK World, fortsætter Christian Sørensen. - Alle
fabriksteamene er derfor repræsenteret, og her foretages de
afgørende finjusteringer af konkurrencemateriellet inden EM og
World Cup.
WSK Europe 2010 køres over 5 løbsweekender hen over foråret. Dette
foregår på 3 italienske top-kartingbaner, og desuden foretages 2
afstikkere til henholdsvis Genk i Belgien samt Zuera i
Spanien.
EM-finalen 2010 afvikles i juli netop på Genk, oplyser Christian
Sørensen. - Jeg får derfor en god mulighed for skarp
konkurrencetræning på EM-asfalten. I al beskedenhed ser jeg desuden
frem til en forbedring af min egen banerekord, idet
konkurrencemateriellet fra Birel tegner meget lovende.
WSK World 2010 afvikles over 3 efterårsløb: Portimao (Portugal),
Milville (USA) og Sharm El Sheik (Ægypten).
Christian har en god konkurrencepsyke samt en fornem evne til at
læse nye baner, afslutter Erik Sørensen. - Jeg er derfor ikke
nervøs over, hvorvidt han kan modstå forventningspresset. Herudover
har Christian allerede mange starter på internationale top-baner
med som erfaringsballast. Samarbejdet med Team Danmark betyder
desuden flere talent-samlinger, hvor der lægges stor vægt på
kondition og konkurrenceforberedelser.
Allerede inden nytår skal Christian Sørensen teste første gang for
Birel Motorsport. Sæsonpremieren foregår allerede først i februar
2010 med deltagelse i det traditionsrige Winter Cup på den
norditalienske South Garda-bane.