Godt nytår til alle

Jeg vil gerne ønske alle i kartsporten et rigtig godt nytår. Ligesom mange andre i sporten er jeg meget spændt på, hvordan dansk karting udvikler sig i 2010. En ting er dog sikker: 2010 bliver et meget aktivt år for gokartweb.dk, med endnu flere løbsrapporter og billeder end i år.

I løbet af de næste par dage kommer der reportage fra Super Stars of Racing, som netop nu er i gang med den sidste løbsdag i Action Center Amager.

Det har været 3 dage, hvor flere af verdens bedste gokartkørere og unge formelbilskørere både har hygget sig med hinanden og kørt race på den indendørs gokartbane på Saltværksvej 12 i Kastrup. Er du i nærheden af Kastrup kan du i dag opleve nogle få af kørerne dyste mod hinanden i rigtige racergokarts med Rotax motorer på den indendørs bane.
Hvad skal du i 2010?
Ligesom de seneste 3 år vil der selvfølgelig også i år blive lavet en stor undersøgelse af de danske køreres planer for den kommende sæson, så vi allerede inden sæsonstarten kan få et fingerpeg om, hvilke klasser og løbsserier, der hitter i 2010. Spørgeskemaet vil være klar her på siden i starten af januar.
Nyt design på gokartweb.dk

2010 bliver også året, hvor der bliver lanceret nyt design på gokartweb.dk - det har faktisk været på vej længe, men er blevet udskudt på grund af almindelig travlhed. Hvis alt går vel kommer det nye design i luften inden udgangen af januar.

Flere nye initiativer på vej
Det ændrede debatforum på karting.dk har nu været i drift et godt stykke tid, og selvom der altid er delte meninger når der bliver lavet ændringer, synes jeg forummet er blevet godt modtaget. I det kommende år vil jeg blandt andet gerne gøre køb & salg forummet mere overskueligt og give sælgerne endnu bedre muligheder for at få vist deres opslag - og dermed hurtigt at få solgt deres udstyr. Hvis du har input til, hvad du synes der kunne gøre forummet bedre, er du meget velkommen til at skrive til mig på info@gokartweb.dk, så vil jeg tage dine forslag med i overvejelserne.

Løbsrapporter fra løb på Sjælland
Jeg kommer selv til de fleste nationale gokartløb, men kan sjældent komme til de regionale løb på Sjælland, så hvis nogen har lyst til at skrive artikler til gokartweb.dk fra løbene på Sjælland, er jeg meget interesseret - bare send mig en e-mail på info@gokartweb.dk, og lad os tale om, hvad jeg kan gøre for dig til gengæld.
Gokartweb.dk på facebook
Husk at du også kan følge med i nyhederne fra gokartweb.dk via Facebook - bare klik på linket her, for at gå til vores fanside og meld dig til.
Ris, ros eller kommentarer er altid velkomne - bare vær opmærksom på, at jeg ikke altid kan svare hurtigt tilbage :-)
Godt nytår til alle!
Venlig hilsen
Torben R.
GameRacer.dk - den ultimative racersimulator.
OBS! Hvis du vil køre gokart på din PC, så er der lige nu tilbud på den helt nye GameRacer Pro med foldbar ryg og Logitech Momo Force Feedback rat til en samlet tilbudspris på 2.995 inkl. moms.