Nyck De Vries til McLaren F1

Den 14-årige hollandske gokartkører blev i 2009 Europa Mester, WSK Mester og Tysk Mester i KF3, og er nu blevet en del af Mercedes McLarens Young Driver Development Programme.

Her er Nyck de Vries - også kaldet Speedy - efter en af sine mange sejre i 2009.

Nyck de Vries startede i gokart som 6-årig (i 2001), og har lige siden kørt stort set alle de løb han kunne komme til. Siden Zanardi blev startet af Dino Chiesa har Nyck de Vries kørt Zanardi, men har i mange år stået i sit eget telt med sin faste mekaniker, og støtte fra sin far.

Jeg havde fornøjelsen at stå ved siden af dem i ryttergården til de fleste løb i det Belgiske Mesterskab 2007, og må sige at både Nyck og hans far er nogle meget sympatiske mennesker.

Det er da også en af de ting, Anthony Hamilton lægger vægt på i sin udtalelse om, hvorfor valget er faldet på Nyck de Vries: "Nyck er en meget lovende ung kører, og hans far Hendrik har givet en fantastisk støtte til Nycks karriere, hvor han ikke blot har været med til at opdrage og uddanne ham til en god racerkører, men også til en sympatisk ung mand."

Anthony Hamilton skal fremover være manager for Nyck de Vries, som dog fortsætter i karting i 2010. Her fortsættes samarbejdet med Dino Chiesa og Chiesa Corse Zanardi teamet, som Nyck skal køre for i 2010. Her skal han deltage i Super KF klassen, og skal deltage i Winter Cup, Margutti (KF2), WSK Euro og WSK World samt CIK løbene.

Nyck fortæller at det nok bliver den hårdeste opgave at få lov til at deltage i første afd. af CIK Europamesterskabet i Sarno. Det kræver nemlig, at han slutter blandt den bedste tredjedel i mindst 3 løb - og der er kun 3 løb inden EM-afdelingen! Det liver spændende at følge Nyck til hans første SKF løb til Winter Cup på South Garda.

Flere detaljer om Mercedes McLarens fulde Young Development Driver Programme offentliggøres i løbet af de kommende måneder.

Nyck selv er naturligvis begejstret for aftalen, og udtaler efter besøget hos McLaren Technology Centre:

"Mit besøg hos McLaren Technology Centre har været en fantastisk oplevelse, og jeg er meget beæret og taknemmelig for den support, McLaren giver mig i bestræbelserne på at udvikle min motorsports karierre. De ressourcer de har er helt utrolige, og jeg tror på at de kan give mig den perfekte platform til at udvikle mine færdigheder som racerkører og min fysik."    

Læs hele pressemeddelelsen på mclaren.com - direkte link her

Læs mere om Nyck de Vries på nyckdevries.nl