En kartskole er et arrangement med fuld tryk på, for dig der er
mellem 8 og 15 år, og ønsker at køre kart i 3 hele dage.
Det er din chance for at komme godt i gang med kartsporten, og
for at blive en bedre kører, lære noget om din kart og samtidig
møde andre med interesse for kartsporten.
3 dage med fuld fart
I de tre dage, som kartskolen varer får du mulighed for at lære om
den rigtige kørestil, om hvordan du placerer dig på banen under
løb. Hvordan du som sportsmand opfører dig under løb, såvel som
under træning.
Du kan få en snak med DASU's instruktør om, hvordan du bliver en
bedre kører eller du snakker teknik med en af DASU's tekniske
eksperter og får gode råd om, hvordan du sætter din kart op, så den
fungerer så godt som muligt. Herunder gælder også hvordan kører og
mekaniker er et team, der arbejder sammen.
Hvem kan deltage
Deltagere på kartskolerne er for kørere i Cadetti mini og junior,
National A junior, samt tilsvarende DASU godkendte promotorklasser,
herunder Rotax Ungdomsklasser.
Deltagelse på kartskolen forudsætter, at man medbringer sin egen
kart, har en gyldig licens og medbringer mekaniker eller har en
aftale med en anden deltagers mekaniker. Transport af kart, er den
enkelte deltager selv ansvarlig for.
Har man ikke selv en transponder kan man kontakte klubben, der
afholder kartskolen, og høre om de kan hjælpe.
Prisen for at deltage er:
Kørere kr. 775,-
Mekanikere og andre hjælpere kr. 475,-
Beløbet dækker alle måltider og baneleje.
Arrangeres der aktiviteter ud over selve 'skolen' vil disse
indgå i beløbet. Beløbet dækker ikke transport, udgifter til
brændstof eller reservedele.
Tilmelding
Den officielle tilmeldingsfrist er udløbet, men frem til 22. marts
kan du tilmelde dig ved at sende en e-mail til Lars Eriksen på lte@nti.dk.
Yderligere oplysninger
Har du brug for yderligere oplysninger kan du sende en mail til dasu@dasu.dk mrk. Kartskolen eller
kontakt DASU på tlf. 43 26 28 80 - tryk 2.