12.07.2010
Torben Rasmussen
Her er Nicolaj Møller Madsen på podiet i Genk. Ved siden af
ham er Sébastien Bailly fra Belgien og Teemu Suninen fra Finland,
der sluttede som nr. 2 og 3.
Det flotte baneanlæg i Genk gav en perfekt ramme om en af årets
største karting begivenheder - Europamesterskabet for KF2 og KF3.
83 deltagere i KF2 og 82 deltagere i KF3 havde kvalificeret sig
gennem de tre regioners kvalifikationsløb.
Rekordstor dansk deltagelse
9 danskere havde kvalificeret sig i KF2 og 9 i KF3. Deltagerne
blev mødt af en ekstrem varm belgisk sommer, med temperaturer
mellem 30 og 35 grader i skyggen. Dermed var der lagt op til en
lang, hård og meget varm weekend - og det blev det også.
Weekenden startede med frie træninger og tidtagninger om fredagen.
Alle kørere skulle igennem 4 kvalifikationsheat i kampen om at
komme videre til søndagens prefinaler og finaler. KF2 kørte alle
deres kvalifikationsheats om lørdagen, mens KF3 kørte deres sidste
kvalifikationsheat søndag formiddag.
Herefter var der pause og præsentation af alle deltagerne inden de
34 bedste kørere fra hhv. KF2 og KF3 kunne tage hul på de afgørende
prefinaler og finaler søndag eftermiddag.
Nicolajs Møller Madsens vej til
Europamesterskabstitlen
De danske deltagere gjorde det generelt rigtig godt til EM finalen
i Genk, men i denne artikel vil jeg nøjes med at hylde vores nye
danske Europamester, og fortælle om hans vej til sejren.
Nicolaj fik ikke den bedst tænkelige start på weekenden, da han i
en meget tæt tidtagning måtte nøjes med en placering som nr. 15 ud
af de 83 deltagere. Kørerne blev nu delt i 5 grupper, og skulle
igennem 4 kvalifikationsheats hver.
Nicolaj gjorde det rigtig godt i alle sine 4 heats, hvor han tog
en sejr, to andenpladser og en 7. plads. Noget af det sværeste i en
stor turnering som en EM finale er at komme igennem de indledende
heats uden uheld, og samtidig have både fart og racecraft nok til
at køre nogle gode heatplaceringer ind.
Med ca. 1/10 sek. i forskel for hver 10 pladser skal alt
fungere perfekt for at vinde
Nicolaj Møller Madsen har flere gange i år vist at han kan bevare
både fart, overblik og koncentration gennem en lang weekend, så han
kan køre sig til en position, der gør det muligt for ham at vinde -
selvom en lang række konkurrenter kan køre omgangstider, der er
stort set ligeså hurtige som Nicolajs.
En anden meget vigtig forudsætning for at kunne vinde store løb er
et godt samarbejde med såvel den personlige mekaniker som teamets
teknikere. Der er ikke plads til fejl eller forglemmelser, og
køreren skal kunne give præcise tilbagemeldinger til sin mekaniker
og teamets teknikere, så de altafgørende detaljer i forberedelsen
af kart og motor kan være helt optimale.

Her er en meget koncentreret Nicolaj - med en kold, våd
t-shirt over hovedet - før starten på prefinalen. Han sidder sammen
med sin ligeså koncentrerede danske mekaniker, Morten Løvdal
Nielsen, som arbejder fast for Nicolaj og det italienske Energy
team.
Nicolaj klar til prefinalen med startplacering som nr.
2
Med sin stabile indsats i kvalifikationsheatene kunne han starte
prefinalen fra en 2. plads, lige ved siden af finske Teemo Suninen,
som havde en også meget stærkt kørende Michelle Gatting lige bag
sig på 3. pladsen.

Her holder Nicolaj klar til starten på prefinalen - nye dæk og
tankerne helt fokuseret på racet.
Nicolaj havde en tæt fight med Michelle Gatting om 2. pladsen på
første omgang, men det var Nicolaj, der havde mest fart og da de
kørte over målstregen til 2. omgang var Nicolaj på 2. pladsen, mens
Teemo Suninen havde fået et forspring, og Michelle var bag Nicolaj.
Efter den start holdt Nicolaj sin 2. plads hele prefinalen uden
hverken at hente ind på Suninen eller for alvor at blive presset
bagfra. Dermed var første startrække til finalen den samme som til
prefinalen.
Alt fungerede for Nicolaj i finalen
Suninen tog igen starten og fik et forspring på omkring et sekund
til Nicolaj, der også kom igennem første omgang uden at miste sin
placering. Efter nogle få omgange var det tydeligt, at Nicolaj trak
fra sine forfølgere og hentede mere og mere ind på Suninen.
Ca. en tredjedel inde i den 23 omgange lange finale lykkedes det
Nicolaj at passere Suninen. Finnen svarede dog igen med en
overhaling allerede i næste sving, men Nicolaj havde overskuddet og
tog førstepladsen igen to sving senere, og så var det slut med de
finske angreb.
Nicolaj satte hurtigste omgangstid i finalen og øgede sit
forspring mere og mere indtil han kunne køre over målstregen mere
end 3 sekunder foran Sébastien Bailly, der nogle få omgange
forinden havde fået indhentet og overhalet Teemo Suninen.
Et utrolig flot race, en velfortjent sejr. Stor ros til både
Nicolaj, Morten Løvdal Nielsen og hele Energy teamet.

Morten Løvdal er en af de få danskere, der arbejder fast for
et af de store italienske fabriksteams. Her bekræfter han, at
Nicolajs kart nok skal blive helt klar til finalerne.

Her er en glad - og meget varm - Nicolaj lige efter sejren i
KF2 finalen.

Her deler Nicolaj og Teemo Suninen champagne på
podiet.
Artikel om de andre flotte danske præstationer ved EM
følger inden længe!
Du kan se alle resultaterne på cikfia.com.