Der er uden tvivl mange meninger om både årsager og betydning af
bruddet mellem H.L. Kart Racing og DASU. Uanset, hvilken holdning
man har, så ligger det fast at der også i 2012 vil blive danske
Rotax løb.
Nu er det altså op til kørerne at tage stilling til, om de synes
det er positivt eller negativt at Rotax ikke længere kører som
promotorklasser, men som DASU klasser.
Her er informationen, der er sendt fra DASU og
Kartingudvalget:
Info vedrørende Rotax-klasserne i karting
I forbindelse med fornyelsen af promotorkontrakt vedr.
Rotax-klasserne gav firmaet H.L. Kart Racing den 5. december 2011
overfor DASU udtryk for, at de ikke var interesserede i at indgå
promotorkontrakt på de vilkår, der er gældende i DASU's reglement
1.
Derfor ophører samarbejdet mellem DASU og H.L. Kart
Racing den 31. december 2011.
DASU's kartingudvalg har forberedt sig på denne situation og er
klar med tiltag der sikrer, at Rotax-kørere får mulighed for at
deltage i DASU's forskellige mesterskaber og løb i 2012.
Kartingudvalget vil til 2012-sæsonen lave de nødvendige
tilføjelser i reglement 6, således at alle fire Rotax-klasser kan
fortsætte i DASU-regi, og der bliver udskrevet et DM for disse
klasser.
Reglementet for afviklingen af løb med Rotax-klasserne vil
grundlæggende være baseret på det tekniske internationale ROTAX MAX
Challenge-reglement med disse ændringer:
- Der vil blive kørt på VEGA-dæk.
- Der må ikke bruges tape til afdækning af køler.
- Der er intet krav om plombering af motor.
- Der vil blive indført mulighed for brug af Unilogger til kontrol
af kobling.
- Teknisk kontrol vil blive udført af DASU's officials.
Vi understreger, at DASU-godkendte løb for de fire Rotax-klasser
skal afvikles efter reglement 6 - både sportsligt og teknisk.
Vi skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at
træning og løb i DASU-regi kræver gyldig DASU-licens.
Med venlig hilsen
DASU's bestyrelse og kartingudvalget
H.L. Kart Racing er ikke enig i DASUs fremlæggelse af
årsagerne til bruddet
Ifølge H.L. Kart Racing har de ikke fået svar på deres udspil
til samarbejde, sendt til KU den 25. oktober. I dette udspil
fremhæver H.L. Kart Racing følgende nøglepunkter:
1. At DASU følger målsætningen - fastsat af - BRP-Powertrain
Gmbh & Co KG, Østrig og HL Kart Racing DK.
2. At der i sammenarbejde med DASU bestyrelse udarbejdes en
skriftlig drejebog med fælles mål for Rotax Promotorklasser i DASU
regi.
3. At DASU overholder gældende reglementer, skriftlige aftaler
samt DASU godkendte Rotax reglementer.
4. At Rotax DK / HL Kart Racing får tilknyttet fast kontaktperson
direkte til DASU´s bestyrelse.
5. At Rotax sports- og tekniske reglementer udarbejdes af Rotax,
Østrig og Rotax DK / HL Kart Racing. Reglementerne kan efterses af
DASU og eventuelt ændres, hvis der er sikkerhedsmæssige
problemer.
6. At Rotax promotor kan indsende "ansøgning om løbsdage -
karting", under de regler der er gældende herfor.
Ifølge H.L. Kartracing er det kun punkt 2, 3 og 4, der er nye,
mens de øvrige punkter også indgår i den hidtidige aftale.
Se nyhedsbrev fra H.L. Kart Racing med hele
opsummeringen her
Se brevet fra H.L. Kart Racing til KU her